… når Herren Jesus, fulgt af sine mægtige engle, åbenbares fra himlen med flammende ild og bringer straf over dem, der ikke kender Gud og ikke er lydige mod evangeliet om vor Herre Jesus. De skal straffes med evig undergang, fjernt fra Herrens ansigt og fra hans herlighed og magt (2. Thess 1,7-9).
Skulle en hellig Gud tillade mennesker at fortsætte med at synde imod ham, håne ham, forbande ham og svigte ham? Gud sender ikke bare folk til Helvede – nej, det er menneskers eget valg, om de vil leve et liv i oprør mod Gud, som fører til evig fortabelse, eller om de vil leve et liv, som behager Gud, og som fører til et evigt liv i Himlen sammen med ham.
Mange kristne ønsker bogstaveligt talt at fjerne Helvede fra Bibelen, men bare fordi man ikke bryder sig om denne virkelighed, gør det den ikke mindre sand, for der findes vitterligt et Helvede!
Der er mange forskellige synspunkter og misforståelser omkring Helvede. Det er et emne, de fleste måske nok forsøger at undgå at fortælle deres børn om, fordi man som forælder ikke ønsker at skabe frygt i sit barn.
Ja, Gud er en kærlig og barmhjertig Gud, men han taler mere om Helvede, end han gør om Himlen, og her glemmer vi en vigtig pointe. Den onde ønsker ikke, at vi skal fortælle vores børn om Helvede, men i stedet tie stille og forblive tavse omkring dette emne.
Helvede er et skræmmende sted, fordi det er et åndeligt mørke og adskillelse fra Gud, sammen med evig pine. Derfor er det endnu mere vigtigt, at vi deler dette med vores børn, men samtidig fortæller dem, hvordan man undgår dette sted.
Tænk på det på denne måde: Hvis du så dit barn på vej ud over en klippe, ville du gøre alt for at forhindre det … ikke sandt? Hvorfor er det så, at vi som forældre ikke gør alt, hvad vi kan, for at advare vores børn om faren ved Helvede?
Det er vigtigt at studere og forstå denne meget vigtige virkelighed i Bibelen og at kunne forklare den for vores børn og andre. Det første spørgsmål, dine børn muligvis vil stille dig, er: "Hvis Gud elsker os, hvorfor sender han så folk i Helvede?" Her er det vigtigt at fortælle dine børn, at Gud ikke ønsker, at folk skal ende i Helvede – ja, at det faktisk bedrøver ham.
Dette sted er forberedt for Satan og hans onde engle, der gjorde oprør mod Gud i Himlen. Helvede var aldrig tiltænkt os. Men siden Adam og Eva var ulydige mod Gud ved at lytte til Satan, kom synden ind i verden, og nu vælger mange mennesker ikke at adlyde Gud, men i stedet at følge Satan. Så Helvede er den forfærdelige belønning, som Satan tilbyder dem, der synder og gør oprør imod Gud – som er ulydige mod Gud og er Satans slaver.
Hvis vi derfor vælger at gøre oprør mod Gud, gør vi ikke Guds vilje. For hvis vi lyver, stjæler, begærer, misunder eller har andre guder, kan vi jo ikke forvente, at Gud vil lukke os ind i Himlen den dag, vi dør – for så ville det jo ikke være Himlen længere.
Mange mennesker siger, at der ikke findes et Helvede, at det kun er historier eller fabler. De siger, at de er frelst og vil komme i Himlen, og her bør vi spørge: Frelst fra hvad? Fra Helvede?
Hvis du tror på Guds ord – Bibelen – kan du ikke bare vælge og vrage, som det passer dig, alt efter hvad du kan lide og ikke lide, eller er enig eller ikke enig i. For på denne måde laver du dig en Gud i dit eget billede og din egen version af Bibelen.
Ja, Skriften taler om Helvede – ikke fordi Gud ønsker at sende os dertil, men fordi han advarer os om, at det findes! Vi advarer vores børn om ikke at røre ved det varme komfur eller løbe ud på en befærdet vej, så hvor meget mere burde vi ikke være villige til at gøre for at holde dem fra en evighed i Helvede? Gud, vor himmelske Fader, advarer os mod Helvede. Derfor er vi som forældre nødt til at fortælle vores børn sandheden om Helvedes eksistens.
Vi kan starte med at fortælle dem historien i Lukas 16,19-31 om den rige mand og Lazarus. Den rige mand levede i luksus, mens Lazarus lå ved porten til den rige mands hus med sår over hele kroppen. Begge mænd døde. Lazarus blev taget til Himlen, mens den rige mand blev sendt til Helvede. Så snart den rige mand forstod sin skæbne, var dette hans svar:
"Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested."
Her ønskede den rige mand at dele denne advarsel med dem, han elskede. Han oplevede virkeligheden af pine, og han ønskede ikke, at hans familie skulle ende samme sted som ham.
Det ville være vidunderligt, hvis vi kunne beskytte vores børn mod at kende til eksistensen af så forfærdeligt et sted, men det er en sandhed, de bliver nødt til at kende. Børn skal forstå, hvad Jesus gjorde for dem på korset. De skal forstå, at hvis de accepterer ham som deres frelser og adlyder ham, kan de være sammen med Jesus i al evighed i Himlen.
Det er klart, at mange børn, der tænker på Helvede, er bekymrede for at ende der. Men hvis man forklarer dem, hvad Gud ønsker, behøver de ikke bekymre sig. Hvis de offentligt bekender, at Jesus er Herre, og vælger at tro på ham og være lydige over for ham ved at holde de 10 bud, vil de blive frelst.
Forklar dem også, at hvis de gør noget forkert, og de straks beder om tilgivelse, kan ingen "ved et uheld" miste deres frelse og komme i Helvede. I Bibelen står der nemlig:
"Mine får hører min røst, og jeg kender dem, og de følger mig, og jeg giver dem evigt liv, og de skal aldrig i evighed gå fortabt, og ingen skal rive dem ud af min hånd" (Joh 10,27-28).
Vi skal huske på, at hvis folk fortæller os, at Helvede ikke er virkeligt, kalder de Gud for en løgner. Bibelen fortæller os, at vi ikke skal lade os bedrage:
"Far ikke vild! Gud lader sig ikke spotte. Hvad et menneske sår, skal det også høste" (Gal 6,7).
Husk altid dette smukke løfte om håb:
"For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham ... Den, der tror på Sønnen, har evigt liv; den, der er ulydig mod Sønnen, skal ikke se livet, men Guds vrede bliver over ham" (Joh 3,16-17+36).